I min praksis indsamler jeg stumper og stykker fra kultur; fotos, tekstbidder, tegninger, og lader dem kompostere og give gødning til nye værker. Værkerne gror frem ligesom de vildtvoksende og forskelligartede planter i min køkkenhave. Jeg arbejder med at blive selvforsynende i grøntsager og ser denne proces som en del af mit kunstneriske arbejde.
Der er især tre metoder, som kendetegner den måde, jeg arbejder på: Indsamling, kompostering og udvælgelse. I det følgende vil jeg udfolde metoderne i relation til mine grundlæggende interessefelter: ’Mosaik’ og ’Alt er flydende’.
Mosaik
Jeg samler på frø fra frugter, urter og grøntsager. Derudover samler jeg på erfaringsmæssige brudstykker fra hverdagen og forsøger at indfange og forme dem i tekst, maleri, fotografi og tegning - jeg indsamler og formgiver forskellige æstetiske udtryk og leder efter skønhed i kompositioner, farvesammensætninger og poesi. Min interesse i mosaikkunst har senest manifesteret sig i kunstprojekterne ‘Dragens bålsted’ og ‘I don’t want to make footprints – I want to make handprints’. Det første samler keramiske skår og mytologiske fortællinger omkring bålets flammer. Det andet samler tekstbidder og bambuspinde som et tempel for en holistisk virkelighedsopfattelse. I begge værker arbejder jeg med kompostering som metode, teoretisk og fysisk. Jeg indsamler materialer, tekster, plantedele og billeder, som fordøjes og giver næring og grobund til nye værker. Inspirationen kommer fra kompostens virkemåde, hvor nye former skabes på grundlag af ældre.
Alt er flydende
Jeg er optaget af former i forandring. Mine værker udvikler sig undervejs i processen, idet jeg lader omgivelserne indvirke på mig og dem. Oliemalerierne ’Junglebillede’ og ’Poly Terra’ er en del af en større værkmasse, som handler om planter og magi. ’Me as a Snail’ er et selvportræt, hvor jeg løber hastigt af sted med et sneglehus på ryggen. I disse værker låner jeg inspiration fra japanske myter og sydamerikansk surrealisme.
På mine to ophold på PADA-studios har jeg åbnet op for nye koncepter i mit virke, som drejer sig om: ’Plantepolitik’, ’Deep ecology’ og ’Indeginous wisdom’. Jeg har indsamlet plantearter fra lokalområdet i Barreiro og undersøgt sprogbrug om planter med postkolonialistiske aftryk: Hvorfor gror der planter med betegnelserne Rosa chinensis og Afrocarpus falcatus i Portugal? Hvad menes der med invasive arter? Og kan man bruge denne indgangsvinkel til at belyse diskrimination, folkemord og klimakrise? Aktuelt spørgsmål??
I øjeblikket arbejder jeg på at færdiggøre min førnævnte serie af oliemalerier, der bærer arbejdstitlen ’Poly Terra’. Malerierne er tænkt til at skulle hænge i ventesalen på Vordingborg st. som en del af Poly, der er en kunstnerdrevet udstillingsplatform for samtidskunst. Værket er tænkt i forlængelse af det kommende grønne byfornyelsesprojekt omkring Vordingborg stationsbygning. Med støtte fra Statens Kunstfond vil projektet kunne realiseres.

Kommentarer
Send en kommentar